Pantydraco

Kapitel • Lær dinosauren at kende

Oversigt

Pantydraco caducus var en lille, spinkelt bygget sauropodomorf – et tidligt medlem af den samme store slægtslinje, der senere gav ophav til de gigantiske sauropoder. Voksne dyr anslås at have været omkring 2–3 meter lange og måske 20–50 kilo tunge, med en lang, bevægelig hals, et lille og let bygget kranium, lange bagben og kortere forben med gribeegnede hænder. Huden var skællet; der er ingen tegn på fjer i denne gren af dinosaurernes stamtræ. Kroppen blev båret vandret med halen løftet fri af jorden, ikke slæbende. Det bedst kendte eksemplar er et ungdyr, og netop derfor er Pantydraco særligt interessant for forskerne. Kraniet har de klassiske ungdomstræk: store øjenhuler, en kort snude og en hjernekasse, der er forholdsvis stor i forhold til hovedet. Dyret kunne formentlig bevæge sig på alle fire, men rejse sig op på bagbenene for at nå plantedele eller for at løbe – den fakultativt tobenede bevægelsesmåde, som er typisk for tidlige sauropodomorfer. Tænderne var små, bladformede og let savtakkede, hvad man normalt tolker som en tilpasning til en blandet kost. Mange palæontologer mener, at unge dyr af denne type spiste insekter, små krybdyr og ådsler ved siden af planter, og at kosten blev mere plantebaseret med alderen. Pantydraco kunne ikke tygge i moderne forstand og slugte sandsynligvis føden hel eller i grove stykker. Knoglerne stammer fra Pant-y-ffynnon-stenbruddet nær Bridgend i det sydlige Wales, hvor de lå i sprækkefyld i langt ældre kalksten fra kultiden. Materialet blev indsamlet i 1950'erne og først beskrevet af Adam Yates i 2003 som en art af Thecodontosaurus under navnet Thecodontosaurus caducus. I 2007 konkluderede Peter Galton, Adam Yates og Diane Kermack, at fossilerne var tilstrækkeligt særegne til at fortjene deres egen slægt, og navnet Pantydraco – "dragen fra Pant-y-ffynnon" – blev til. Artsnavnet caducus betyder "faldet" og hentyder til, at kroppen menes at være faldet ned i en sprække i klippen.

Kapitel • Hvor den levede

Levested

Pantydraco levede sidst i trias, for cirka 214–201 millioner år siden, i det område der i dag er det sydlige Wales, men som dengang lå meget tættere på ækvator. Landskabet bestod af lave kalkstensøer og halvøer i et varmt, sæsontørt øhav med nåletræer, koglepalmer og bregner i lavninger og langs kysterne. Alle kendte fossiler kommer fra Pant-y-ffynnon-stenbruddet nær Bridgend i Glamorgan, hvor knogler er skyllet eller faldet ned i huler og sprækker i den langt ældre kalksten fra kultiden og siden er blevet cementeret fast. Tilsvarende sprækkefyld i området har givet rester af slægtningen Thecodontosaurus og af små krybdyr, hvilket tegner et billede af en øfauna med små til mellemstore landdyr.

Kapitel • Sådan levede den

Adfærd og økologi

Vidste du at …

Kapitel • Slægtstræet

Taksonomi