Polacanthus

Kapitel • Lær dinosauren at kende

Oversigt

Polacanthus foxii var en pansret, firbenet planteæder på omkring fire til fem meter og med en anslået vægt på mellem 900 kilo og to ton. Kroppen var bred og lavt bygget med kraftige ben, korte fødder og en ryg, der bar to rækker af høje, kølede pigge over nakken og skuldrene. Over hofterne sad en sammenhængende benplade – den såkaldte sakralskjold – hvor utallige små benknuder var smeltet sammen til ét beskyttende dække. Langs halen løb rækker af flade, bladformede plader. I modsætning til de asiatiske ankylosaurider havde Polacanthus ingen halekølle; forsvaret hvilede udelukkende på panser og pigge. Ligesom alle ankylosaurer bevægede den sig med vandret ryg og halen båret fri af jorden, aldrig slæbende. Den var ingen hurtigløber, men det lave tyngdepunkt og det tunge panser gjorde den svær at vælte og svær at bide igennem. Ofte har det formentlig været nok blot at stå stille og præsentere en mur af pigge for rovdyr som Neovenator og Eotyrannus, der delte flodsletterne på Isle of Wight med den. Kraniet er dårligt kendt hos Polacanthus, men slægtninge viser, at ankylosaurer havde en skarp lugtesans og lange, snoede næsegange, der kan have kølet indåndingsluften og måske frembragt lyde. Føden bestod af lavtvoksende planter: bregner, padderokker, koglepalmer og de tidlige blomsterplanter, som netop var begyndt at brede sig i kridttiden. Munden sad tæt ved jorden, og de små, bladformede tænder egnede sig til at klippe blødt plantemateriale af snarere end at knuse hårdt ved. En bred bug og en rummelig tarm tyder på langsom gæring af plantematerialet inde i kroppen, sådan som vi ser hos nutidens store planteædere. Det første fund blev gjort i 1865 ved Barnes High på sydkysten af Isle of Wight i England af præsten William Fox, der samlede fossiler ved siden af sit sognearbejde; artsnavnet foxii hædrer ham. Materialet blev beskrevet af Richard Owen og siden studeret nærmere af J. W. Hulke i 1880'erne. Holotypen mangler desværre kraniet, hvilket har gjort slægtskabet omstridt: i dag placeres Polacanthus som regel blandt nodosauriderne eller i sin egen gruppe, polacanthinerne, nær ankylosaurernes rod. Senere fund fra Wessex-formationen har udfyldt nogle huller, men kraniet kendes stadig kun fra fragmenter.

Kapitel • Hvor den levede

Levested

Polacanthus levede for omkring 130-125 millioner år siden i den tidlige kridttid (barrem) i det, der i dag er Sydengland. Fossilerne stammer især fra Wessex-formationen på Isle of Wight, med yderligere materiale fra Vectis-formationen og muligvis tilsvarende lag på fastlandet. Landskabet var en varm, sæsonvis tør flodslette med bugtede floder, laguner og skove af nåletræer, koglepalmer og træbregner. Bevarede trækulslag viser, at skovbrande var hyppige, og mange kadavere blev begravet i mudder efter oversvømmelser.

Kapitel • Sådan levede den

Adfærd og økologi

Vidste du at …

Kapitel • Slægtstræet

Taksonomi