Anchisaurus

Kapitel • Lær dinosauren at kende

Oversigt

Anchisaurus var en lille, spinkelt bygget planteæder med lang hals, et forholdsvis lille hoved og en slank hale, der blev båret vandret som modvægt. Med en længde på cirka 2–2,5 meter og en vægt på 20–40 kilo er den blandt de mindste kendte sauropodomorfer – den gruppe, der senere frembragte kæmper som Brachiosaurus. Bagbenene var tydeligt længere og kraftigere end forbenene, og hånden bar en stor, krum tommelklo. Huden har efter al sandsynlighed været skællet; der findes ingen tegn på fjer hos tidlige sauropodomorfer. Skelettet peger på et dyr, der kunne skifte mellem at gå på alle fire og at rejse sig op på bagbenene. Håndleddene var drejet, så håndfladerne vendte indad i stedet for nedad, og det gør længere firbenet løb usandsynligt. Hånden ligner lige så meget et gribe- og forsvarsredskab som en støttefod. Anchisaurus har formentlig græsset i lav højde, men kunne rejse sig for at nå blade længere oppe, med halen som balancestang. Tænderne var spatelformede med grove takker langs kanten – en klassisk planteædertand, der egner sig til at klippe bløde blade, bregner og nåletræsskud af. Da tænderne ikke kunne tygge, blev føden sandsynligvis slugt hel og gæret i en rummelig tarm. Enkelte forskere har foreslået, at tidlige sauropodomorfer som Anchisaurus af og til åd insekter eller ådsler, men beviserne er tynde, og i dag betragtes den af de fleste som en ren planteæder. Anchisaurus har en helt særlig plads i videnskabshistorien. Knogler fra Connecticut-dalen i Massachusetts og Connecticut hører til de allerførste dinosaurfund i Nordamerika. Allerede i 1818 blev der sprængt knogler fri ved Windsor i Connecticut, men de blev dengang tolket som menneskeknogler. I 1855 beskrev Edward Hitchcock et skelet fra et sandstensbrud ved våbenfabrikken i Springfield som Megadactylus polyzelus. Navnet var optaget, og i 1885 gav Othniel Charles Marsh dyret det navn, vi bruger i dag: Anchisaurus, "nær øgle".

Kapitel • Hvor den levede

Levested

Anchisaurus levede for omkring 200–190 millioner år siden i tidlig jura i det, der i dag er New England i USA. Fossilerne stammer fra Portland-formationen i Connecticut-dalen, især fra Springfield i Massachusetts og fra lokaliteter i Connecticut. Dengang lå området i en lang riftdal, der opstod, da superkontinentet Pangaea begyndte at brydes op. Landskabet bestod af brede flodsletter, sæsonbetingede søer og åbne skove af nåletræer, koglepalmer og bregner i et varmt klima med udtalte våd- og tørperioder. De samme bjergarter er berømte for tusindvis af dinosaurspor, som viser en dal fuld af både planteædere og rovdyr.

Kapitel • Sådan levede den

Adfærd og økologi

Vidste du at …

Kapitel • Slægtstræet

Taksonomi