Stygimoloch

Kapitel • Lær dinosauren at kende

Oversigt

Stygimoloch var en lille, tobenet planteæder med et af de mest iøjnefaldende hoveder blandt alle dinosaurer. Kraniet bar en smal, hævet knoglekuppel, og fra nakkeranden stak en krans af kraftige knoglehorn, hvoraf de længste blev omkring 15 centimeter. Snuden var desuden besat med rækker af mindre knuder og pigge. Kroppen var kompakt med korte arme, en stiv hale, der blev båret vandret som modvægt, og lange, muskuløse bagben. Dyret gik altid med ryggen vandret og halen fri af jorden, aldrig slæbende. Hud kendes ikke fra dette slægtsled, men beslægtede ornithischier viser både skællet hud og enkle trådagtige strukturer, så en helt skælklædt rekonstruktion er den mest forsigtige tolkning. De lange underben og den korte, muskuløse krop tyder på, at Stygimoloch var en hurtig og adræt løber, der kunne spurte fra rovdyr over åbent terræn. I mange årtier forestillede man sig, at pachycephalosaurer stangede pande mod pande som bighornfår, men CT-scanninger og mikroskopiske undersøgelser af knoglevævet peger snarere på stød mod hinandens flanker eller skubbedueller. Hornkransen var formentlig først og fremmest et visuelt signal – en måde at vise art, alder og status på afstand. Alligevel viser helede skader på kranier fra nære slægtninge, at hovedet faktisk blev brugt i fysisk kontakt. Tænderne var små, bladformede og groft savtakkede, velegnede til at bide bløde blade, frugter, frø og unge skud af. Skarpere, mere spidse tænder forrest i kæben har fået nogle forskere til at foreslå en altædende kost, der også omfattede insekter og anden lille animalsk føde. Med en hoftehøjde på cirka en meter græssede Stygimoloch lavt i underskoven langs floder og i skovbryn. Stygimoloch spinifer blev beskrevet i 1983 af Peter Galton og Hans-Dieter Sues på grundlag af kraniemateriale fra Hell Creek-formationen i Montana, USA. Navnet betyder omtrent "den hornede dæmon fra floden Styx" og hentyder både til Hell Creek og til dæmonen Moloch. Siden 2009 har flere forskere, blandt andre Jack Horner og Mark Goodwin, argumenteret for, at Stygimoloch slet ikke er en selvstændig slægt, men et ungt eksemplar af Pachycephalosaurus wyomingensis, hvor hornene blev nedbrudt, mens kuplen voksede med alderen. Andre mener, at forskellene er for store til alene at skyldes vækst. Spørgsmålet er stadig uafklaret, og du vil møde dyret både som egen slægt og som en teenageudgave af Pachycephalosaurus i bøger og på museer.

Kapitel • Hvor den levede

Levested

Stygimoloch levede i slutningen af kridttiden, i maastrichtien for cirka 68-66 millioner år siden, i det, der i dag er det vestlige Nordamerika. Fossilerne stammer især fra Hell Creek-formationen i Montana og South Dakota, Lance-formationen i Wyoming og Ferris-formationen i Wyoming. Landskabet var et varmt, fugtigt kystnært lavland med brede flodsletter, snoede floder, sumpede bagvande og skove af nåletræer, ginkgo, palmelignende planter og tidlige blomsterplanter. Her delte Stygimoloch omgivelser med Triceratops, Edmontosaurus, Ankylosaurus, Thescelosaurus og Tyrannosaurus rex. Den tætte underskov langs vandløbene gav både føde og skjul til et lille, hurtigløbende dyr som dette.

Kapitel • Sådan levede den

Adfærd og økologi

Vidste du at …

Kapitel • Slægtstræet

Taksonomi