Supersaurus

Kapitel • Lær dinosauren at kende

Oversigt

Supersaurus var en diplodocid sauropod og et af de længste landdyr, videnskaben kender. Kroppen fulgte den samme opskrift som hos den nære slægtning Diplodocus: en ekstremt lang hals, en tøndeformet men overraskende smal krop, fire søjleformede ben og en meget lang, spids hale, der udgjorde næsten halvdelen af den samlede længde. Det særlige ved Supersaurus er størrelsen. Enkelte halshvirvler er over en meter lange, og det skulderblad, der først blev gravet frem, måler omkring 2,4 meter. Hvirvlerne var gennemhullet af store luftfyldte hulrum, så skelettet var lettere, end målene antyder. Dyret gik altid på alle fire med hals og hale omtrent vandret — ikke med halen slæbende hen over jorden, som ældre tegninger ofte viste. Fordi der kun findes få knogler, må adfærden udledes fra bedre kendte slægtninge og fra sporfossiler. Sauropodspor i Morrison-formationen viser ofte flere dyr af samme slags, der bevæger sig i samme retning, hvilket tyder på, at disse giganter kunne vandre i løse flokke, i hvert fald i dele af året. Den lange hals fungerede formentlig som en vandret rækkevidde, så dyret kunne afgræsse et stort område uden at flytte sin enorme krop. Vækstlinjer i knogler fra store sauropoder peger på hurtig vækst til næsten fuld størrelse i løbet af nogle årtier og derefter et langt voksenliv. En fuldvoksen Supersaurus havde næppe fjender, men ungdyr var sandsynligvis udsatte for rovdinosaurer som Allosaurus og Torvosaurus. Supersaurus var planteæder. Diplodociderne havde slanke, pindeformede tænder samlet forrest i munden — velegnede til at rive nåle, kvistspidser og bregner af, men ubrugelige til at tygge med. Maden blev slugt næsten hel og nedbrudt i en meget stor tarmkanal ved hjælp af mikroorganismer. Et voksent dyr havde formodentlig brug for flere hundrede kilo plantemateriale om dagen og græssede både lavt blandt bregner og koglepalmer og højere oppe i nåletræernes grene. De første knogler blev fundet i 1972 i Dry Mesa Quarry i Colorado af samlerne Vivian og Eddie Jones, og arten blev beskrevet i 1985 af James A. Jensen, der opkaldte artsnavnet vivianae efter Vivian Jones. Fra samme brud navngav Jensen også Ultrasauros og Dystylosaurus; Dystylosaurus regnes i dag af de fleste forskere for det samme dyr som Supersaurus. Et mere komplet eksemplar med kaldenavnet "Jimbo" (WDC DMJ-021) blev gravet frem i Wyoming og har hjulpet forskerne med at bestemme kropsproportionerne. Der er aldrig fundet et kranium, så hovedet rekonstrueres ud fra Diplodocus og Barosaurus. I 2022 offentliggjorde Brian Curtice og kolleger nye beregninger, som gør Supersaurus til en stærk kandidat til titlen som længste dinosaur med omkring 39–42 meter — tal der stadig diskuteres, fordi materialet er ufuldstændigt.

Kapitel • Hvor den levede

Levested

Supersaurus levede i sen jura, cirka 155–145 millioner år siden, i det landskab, der i dag er bevaret som Morrison-formationen i det vestlige Nordamerika. Det var et vidtstrakt lavland med flettede flodløb, sæsonvis oversvømmede sletter og bånd af nåleskov langs vandløbene, omgivet af mere åbne områder med bregner, padderokker og koglepalmer. Klimaet var varmt med en udtalt tørtid, hvilket gjorde flodbredderne til vigtige græsningsområder. Fossiler kendes fra Dry Mesa Quarry i Colorado og fra lokaliteter i Wyoming, hvor det mere komplette eksemplar "Jimbo" blev fundet. Muligt materiale fra Portugal har været diskuteret, men de portugisiske knogler henføres oftest til den nærtstående slægt Dinheirosaurus.

Kapitel • Sådan levede den

Adfærd og økologi

Vidste du at …

Kapitel • Slægtstræet

Taksonomi